Planeterne

Efter passagen af nedre konjunktion svinger den solnære planet ud til højre for Solen og bliver "morgenstjerne". Vi skal dog frem til den 10. januar, før elongationen er stor nok til, at Merkur er fri af den sydøstlige horisont, inden morgendæmringen sætter ind. Denne situation er gældende frem til den 30. januar.

Den 11. marts passerer Merkur øvre konjunktion og er derefter at finde til venstre for Solen. I den sidste uge af marts kan man se den solnære planet lavt ved den sydvestlige horisont efter solnedgang.

Efter at have prydet den østlige morgenhimmel hele efteråret trækker Venus sig nu langsomt tilbage og bevæger sig efterhånden om bag Solen.

I januar kan den lysstærke planet dog stadig (ligesom Merkur) findes lavt over den sydøstlige horisont. Men derefter vil den være uden for rækkevidde, indtil vi til sommer igen kan opleve Venus som "aftenstjerne" i vest efter solnedgang.

Skulle man udnævne et Marsår i dette årti, kunne det meget vel blive 1997. Den røde planet kommer i fokus på mange måder. For det første vil Mars være synlig på nattehimlen hele året (oppositionen indtræffer den 17. marts). For det andet skal vi forhåbentlig også se nogle vellykkede Marsekspeditioner gennemført. Amerikanerne har to sonder undervejs.

Ved årets begyndelse kan man finde Mars på den østlige himmel ved midnatstid og i februar et par timer tidligere. Den 29. januar passerer planeten aphelium - det solfjerneste punkt i sin elliptiske bane - og er ved den lejlighed hele 249,2 millioner km fra Solen. Det er årsagen til, at hverken den maksimale lysstyrke eller den tilsyneladende diameter bliver så store, som de normalt kan opleves, når Mars er i opposition til Solen. Faktisk er værdierne noget nær de mindste.

Den maksimale størrelsesklasse under en Marsopposition varierer mellem -2,8 og -1,3, mens den maksimale vinkeldiameter, hvorunder vi ser Mars under en opposition, varierer mellem 25" og 14". Oppositionsværdierne i 1997 er for størrelsesklassen -1,3 og for vinkeldiameteren 14,2".

Den 6. februar standser Mars sin normale østgående bevægelse i stjernebilledet Jomfruen og bevæger sig derefter baglæns (retrograd) i forhold til baggrundsstjernerne. Denne baglæns bevægelse er dog tilsyneladende og blot et resultat af Jordens overhaling indenom.

Med andre ord: Mars er i gang med sin oppositionssløjfe.

Efterhånden som vi nærmer os planeten, stiger både lysstyrken og den tilsyneladende størrelsesklasse - dog ikke til de store værdier. Men med det blotte øje dominerer den orangerøde planet trods alt nattehimlen i sydøstlig retning.

I marts kan vi fortsat finde Mars i retrograd bevægelse i stjernebilledet Jomfruen. Planeten er i opposition den 17. kl. 9 og befinder sig da i præcis modsat retning af Solen. Den vil derfor kulminere ved midnat og være synlig hele natten.

Mars er faktisk først nærmest Jorden nogle dage senere, nemlig den 20. marts, hvor afstanden kl. 18 er 98,6 millioner km, og her opnås derfor også den maksimale lysstyrke og tilsyneladende diameter.

Den store planet, som for tiden har den amerikanske Galileosonde i kredsløb, hører ikke til nattens "stjerner", men befinder sig på den anden side af Solen.

Den 19. januar er Jupiter i konjunktion og skal derefter søges til højre for Solen.

Jordens hastigere bevægelse omkring Solen gør, at vi efterhånden kommer til at se Jupiter i stadig større afstand fra Solen. Vi skal dog helt hen i slutningen af marts, før den store planet har oparbejdet så stor en elongation (vinkelafstand), at den når op over den østlige horisont, før morgendæmringen sætter ind.

Planeten med det smukke ringsystem befinder sig på den sydvestlige himmel allerede ved mørkets frembrud. Her kan Saturn følges fra aften til aften frem til marts, hvor dens stadig mere vestlige position til slut får den til at forsvinde i aftendæmringen. Det skyldes, at Jorden bevæger sig hurtigere i sin bane omkring Solen, end Saturn gør. Retningen til Saturn vil efterhånden falde sammen med retningen til Solen, og de to himmellegemer kan derfor ses omtrent samme sted på himlen. Følgelig går de også ned samtidig. Denne konjunktion indtræffer sidst i marts.

Da solnedgangen er den eneste tidsmæssige begivenhed, vi kan forholde os til i denne forbindelse, så er disse indbyrdes bevægelser netop årsagen til, at vi gennem hele første kvartal vil opleve, at Saturn står stadig nærmere den vestlige horisont, når mørket sætter ind.

De to fjerne planeter befinder sig ligesom Jupiter i retning af og ovre på den anden side af Solen. Begge er i konjunktion med Solen i januar måned. Deres position i Solsystemet ændrer sig ikke så meget fra år til år.

Og den bedste periode at observere dem i er, når Jorden i juni/juli har arbejdet sig om på den side af Solen, hvor de to planeter befinder sig.